Kylling i baconsvøbmed franske ærter, baconskum og baconcrumble

(2 vurderinger) Min vurdering: 0

Kylling i baconsvøbmed franske ærter, baconskum og baconcrumble

  • 2 t. 0 min.
  • 4 personer

Ingredienser

  • 1 kylling
  • 20-25 skiver Tulip Bacon
  • Lidt blandet krydderurter til anretningen.
Baconskum
  • 1 sifonflaske på 1/2 liter
  • 1 kulsyrepatron
  • 2,5 dl mælk
  • 2,5 dl piskefløde
  • 4 skiver Tulip Bacon
  • 2,5 blade husblas
Franske ærter
  • 4 skiver Tulip Bacon
  • 1 spsk. smør
  • 2 gulerødder
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 500 g frosne ærter
  • 2 dl. vand
  • 1 hønsebouillonterning
  • 4 blade hovedsalat
Baconcrumble
  • 8 skiver Tulip Bacon
Print opskrift

Sådan tilbereder du retten

BACONSKUM

Start med baconskummet, da det skal køle af, inden det kan skydes ud af sifonflasken. 

Skær baconskiverne groft ud, og kog dem op sammen med mælk og fløde. Sluk for varmen, og lad det trække i 30 min. 

Læg husblassen i blød i koldt vand i 5 min. 

Kog baconcremen op igen, og sluk for varmen. Rør den udblødte husblas ud i cremen, og sigt lagen gennem en finmasket sigte. 

Kom den let afkølede creme på sifonflasken, sæt toppen på, og skyd patronen med kulsyre ned i flasken. Sæt den i køleskabet, og ryst den hårdt en gang imellem. 

 

Kyllingen giver du et snit ned igennem ryggen på langs. Du skal kun lige snitte igennem skindet, hvorefter du nemt kan trække skindet af hele fuglen i ét helt stykke. 

Bred skindet ud på et stykke bagepapir, og drys lidt salt på. 

Læg et andet stykke bagepapir ovenpå og så en bageplade mere. Bag skindet ved 180 °C, til det er knasende sprødt. Det tager ca. 20 min. 

 

BACONCRUMBLE

I samme ovn bager du baconskiverne til baconcrumble helt sprøde. Når de er sprøde køler du dem af, og hakker dem helt helt fint. Bag dem evt. lidt mere, efter de er hakket. Så bliver de endnu bedre… 

 

Selve kyllingen pakker du nu ind i bacon fra top til tå. Både bryst og lår skal pakkes helt ind, og sørg for at baconskiverne overlapper lidt, da de trækker sig sammen under stegningen. 

Tag et stykke kødsnor på ca. 1 m. og læg midten af snoren lige under gumpen. Løft nu snoren op, og kryds den over spidsen af lårene. Pres snoren ned mellem lår og bryst, og vend fuglen om på “maven”, og bind en stram knude på ryggen. Nu skulle fuglen gerne være helt strammet op. 

Bag den ved 225 °C i 15 min., skru ned på 200 °C, og steg den videre i 1 time. 

 

FRANSKE ÆRTER

Når kyllingen er tæt på at være færdig, laver du dine ærter.

Snit strimler af din bacon, og steg det gyldent i en gryde. Kom herefter tern af løg, hvidløg og gulerod ned i gryden. Kom ærterne i efter 3 min. sammen med vand og bouillonterning. 

Lad det simre sammen i 4-5 min. og til allersidst kommer du de grofthakkede salatblade i. Smag til med salt og peber. 

 

Anret de saftige ærter i bunden af et fad. Læg kyllingen i midten, og skyd små toppe af baconskum rundt omkring. Drys lidt baconcrumble på toppen af skummet. Fordel lidt sprødt kyllingeskind og krydderurter ud over til sidst…