Elever skal udfordres

Hos Tulip vil vi være med til at uddanne fremtidens medarbejdere. Derfor gør vi os umage for at tiltrække og fastholde de dygtigste kontorelever og sikre, at de får en spændende hverdag og den bedst mulige ballast til deres fremtidige arbejdsliv. 

Vi tilbyder en spændende og alsidig 2-årig kontoruddannelse i en international virksomhed.

Som elev i Tulip indgår du i en turnusordning, hvor du kommer til at arbejde med både administrative opgaver og deltage i projekter inden for minimum to af følgende afdelinger: Marketing, Customer Service, Salg Norden, Kvalitet og Internationalt salg.

For elever i Internationalt salg vil 2-3 måneder af uddannelsen foregå på vores salgskontor i Hamburg.

Det betyder, at du er sikret en bred vifte af faglige og personlige udfordringer og får en solid forretningsforståelse, der sætter dig i stand til aktivt at bidrage til forretningens resultater.

Vi tror på, at det giver det bedste resultat for både Tulip og vores elever.

Din elevuddannelse suppleres med skoleophold, der foregår på højt niveau på et særligt industrihold, der er etableret i samarbejde mellem en række store virksomheder og Århus Købmandsskole.

Tulip tilbyder ligeledes interne elevkurser, hvor du kommer til at arbejde med dine personlige kompetencer, og får mulighed for at se en eller flere af virksomhedens fabrikker og lære koncernen at kende.

Tulip betaler desuden relevant uddannelse på HD/merkonom-niveau til alle elever, der vil videreuddanne sig i fritiden.

Nedenfor kan du møde fem af vores elever.

Isabella ville i gang med det samme

For Isabella R. Thorning har det været befriende at komme i gang med et ”rigtigt” arbejde fra første dag.

Isabella R. Thorning har fart over feltet og har altid været glad for at være mere praktisk end teoretisk – og det har været et krav for Isabellas valg af fremtidig arbejdskarriere.

- Det dér med tunge teorier og skolebøger – det er bare ikke lige mig. Derfor var det virkelig fedt, at jeg kunne komme i gang med ”rigtigt” arbejde fra den dag, jeg startede i Tulip. Der er selvfølgelig også skoleperioder, når man er i gang med en uddannelse, men det er så få uger om året, at det lige er til at overkomme, fortæller Isabella R. Thorning, der har lagt vejen forbi Kvalitet og Lovgivningsafdelingen og nu Customer Service.

- Mulighederne er mange, når man er i så stor en virksomhed som Tulip Food Company er. I min tid hos Tulip har jeg også haft muligheden for at blive udstationeret på en af vores fabrikker – og det var virkelig en øjenåbner, der gav en bedre forståelse for virksomheden som helhed. Det var et helt andet arbejdsmiljø og en helt anden hverdag – men det var en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Det gik først rigtigt op for mig dér, hvor meget det hele handler om god kommunikation og godt teamwork på tværs af afdelingerne, fortæller hun.

Spændende år med nye udfordringer

Isabella R. Thorning glæder sig til det sidste år i sin elevperiode, hvor hun er sikker på, at flere nye og spændende udfordringer ligger og venter.

- Jeg ser frem til det næste år og håber på flere udfordringer og mere ansvar. Samtidig håber jeg på at kunne tilegne mig en masse ny viden. Jeg har blot været i Customer Service i kort tid, men jeg kan allerede mærke, at jeg er blevet meget glad for det. Ikke to dage er ens, og det betyder virkelig noget for mig, fortæller Isabella R. Thorning.

Isabella valgte at tage en kontoruddannelse, fordi hun gerne ville gerne i gang og arbejde mere praktisk end teoretisk, og hun er blevet bekræftet i, at det er den vej, hun gerne vil.

- Jeg er overbevist om, at jeg efter endt uddannelse fortsat vil arbejde på kontor – om det er marketing, kundeservice eller noget helt tredje finder jeg ud af hen ad vejen. Jeg tager tingene, som de kommer og arbejder mig op ad. Når jeg finder noget, der fanger min interesse, har jeg viljen til at arbejde mig op og give det en ekstra skalle, siger Isabella R. Thorning til slut.

”Man lærer at skubbe til egne grænser”

Elevperioden har for Hamshiny Ranjan budt på udfordringer af egne grænser og videreudvikling af faglige og personlige kompetencer.

Da Hamshiny Ranjan startede i Tulip Food Company i starten af 2016, vidste hun ikke helt, hvad hun gik ind til.

Året for Hamshiny Ranjan er gået stærkt, og hun har været glad og overvældet over de udfordringer, der har ventet hende i henholdsvis Salg Norden og Internationalt Salg.

- Det har været meget anderledes at være i Tulip, end jeg havde forestillet mig. Jeg er blevet overrasket over den størrelse og kompleksitet, som Tulip har, men det har alt sammen været på den positive måde. Det giver en god forståelse og mulighed for at specialisere sig, når man arbejder i en så stor koncern. Indtil videre har jeg hovedsageligt arbejdet med salg og kundekontakt, og det er noget, jeg er blevet meget glad for, fortæller hun.

- Så ud over at have fyldt en masse i min faglige rygsæk, har jeg lært meget om mig selv. Jeg kan mere, end jeg tror, jeg kan. Jeg er blevet meget mere sikker på mig selv, og så er selvtilliden også vokset – både fagligt og personligt, og her har baglandet spillet en stor rolle. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde på et kontor, og det har jeg fået bekræftet i den tid, jeg har været her.

Lærer at sige nej

Hamshiny Ranjan har ofte stået i den situation, at hun har haft svært ved at sige nej. Men det første år hos Tulip Food Company har givet hende gode værktøjer til at prioritere og vælge til og fra.

- Jeg har udviklet mig rigtig meget i den tid, jeg har været ved Tulip. Jeg har lært at skubbe mine egne grænser, og så har jeg lært at sige ”nej”. Det har ikke været let, for man vil jo gerne imponere. Men jeg har lært at prioritere rigtigt, og med god støtte fra kolleger og den elevansvarlige kan jeg mærke, at jeg udvikler mig til det bedre, siger Hamshiny Ranjan og fortsætter.

Hamshiny Ranjan afslutter sit elevforløb i januar 2018, hvor hun efter endt elevtid gerne vil fortsætte i Tulip Food Company, hvis det er muligt.

Ser muligheden for videreudvikling

Sideløbende med sin elevuddannelse læser Oliver Sarto en HD 1.del – en uddannelse, som han efterfølgende vil bygge videre på.

Oliver Sarto er i sidste del af sin elevperiode, og den forgangne tid i Tulip har budt på mange forskellige udfordringer, der hver især har bidraget til, at han har fået sig sporet ind på, hvad han gerne vil.

- Det har været spændende og lærerigt at være i Tulip. Jeg har fået et godt helhedsbillede af, hvordan en stor og international koncern hænger sammen, og hvordan dagligdagen i virksomheden foregår. At være i forskellige afdelinger har været med til at sætte forskellige aftryk, som har gjort, at jeg har fået et mere nuanceret billede af Tulip, fortæller Oliver Sarto, der i sin elevtid i Tulip har været forbi Marketing, Internationalt Salg og nu Salg Norden.

Om turnusordningen fortæller Oliver Sarto, at otte måneder næsten er for lidt i afdelingerne, da han virkelig gerne vil arbejde i dybden med tingene. Oliver lægger dog vægt på, at ordningen gør, at man kommer rundt og prøver forskellige ting – og det er en stor mulighed, man skal tage, før det er for sent, uddyber han.

Tager uddannelse sideløbende med fuldtidsjob

Oliver Sarto er i gang med at læse en HD 1. del sideløbende med jobbet som kontorelev – en uddannelse som Tulip finansierer.

- Det er fedt at have muligheden for at læse noget sideløbende og udvikle sig fagligt. Det er krævende, men det er dejligt, at virksomheden støtter op om det. Jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil arbejde inden for salg, og det er noget, jeg gerne vil forfølge i fremtiden. Lige nu er det drømmen, og jeg håber da også på, at drømmen kan udleves i Tulip, siger Oliver Sarto og fortsætter.

- Jeg har i min tid i Tulip haft sjove og udfordrende opgaver og projekter i blandt andet marketing, der blandt andet omhandlede webopsætning og hjemmesider, og jeg har samtidig været med til at sætte en stor messe op mht. planlægning, opsætning, udførelse osv. Jeg er blevet udfordret rigtig meget, men det har alt sammen været med til at spore mig ind på valget af fremtidig karriere, siger han afsluttende.

Line Mai ved nu, hvad hun vil

Med den turnusordning, som Tulip Food Company tilbyder sine elever, har Line Mai Johansen fundet ud af, hvad hun vil med sit arbejdsliv.

Da Line Mai Johansen havde første arbejdsdag i Tulip Food Company vidste hun ikke, hvad hun ville med sit arbejdsliv – men det ved hun nu.

- Jeg valgte i sin tid at søge job hos Tulip, fordi der var mulighed for en turnusordning og at prøve de mange forskellige afdelinger og områder af. Det har givet mig meget rent fagligt, men også personligt. Der har hele tiden været gang i den, og jeg har hele tiden lært noget nyt. Alle er forskelige, men for mig har det været fedt at have lært så meget ved at være i flere afdelinger. Turnusordningen giver indblik og binder hele virksomheden sammen, og det har givet mig en bedre forståelse for hele koncernen, fortæller Line Mai, der i første elevperiode var i Customer Service, dernæst Internationalt Salg og i nuværende og sidste periode i Innovation & Marketing.

- Jeg har været glad for min tid i Customer Service, da der var meget ”go” på – der skete hele tiden noget. Jeg havde daglige deadlines og dagligt kundekontakt, og det passer mig rigtig godt. Jeg kan rigtig godt lide at snakke med mennesker, og jeg er kun blevet bekræftet i, at det er den vej, jeg skal i fremtiden, siger hun.

Blev klar til at flytte hjemmefra

Line Mai Johansen havde blot været elev i Internationalt Salg i få måneder, før dagligdagen på kontoret i Randers blev skiftet ud med et tre-måneders ophold på det tyske salgskontor i Hamborg.

- Det var en meget spændende tid at være i Hamborg. Det var også lidt af en udfordring, men det var en udfordring, der gjorde mig klar til at flytte hjemmefra. Så det er jeg nu, og det er fedt at stå på egne ben, siger Line Mai Johansen og fortsætter.

- Jeg har i min korte tid i virksomheden lært rigtig meget om mig selv. Jeg er blevet bedre til at kommunikere og har lært meget om min egen personlige fremtoning, som jeg kan bruge i det daglige arbejde. Vi har blandt andet været på interne elevseminarer arrangeret af HR-afdelingen, hvor der netop har været fokus på personlig udvikling, som jeg har fået meget ud af. Min tid hos Tulip har været rigtig god, og jeg vil gerne fortsætte efter endt uddannelse til september. Nu håber jeg selvfølgelig bare på, at det helt rigtige job dukker op, fortæller hun afslutningsvis.

Som springbræt til videre karriere

Mathias S. Kudsk har altid haft for øje at komme til udlandet for at arbejde – og en elevuddannelse i bagagen giver gode kompetencer til den videre karriere.

En drøm om at arbejde i udlandet har altid været et af de helt store karrieremæssige mål for Mathias S. Kudsk, som til sommer vil flytte til Storbritannien for at realisere drømmen.

Mathias startede hos Tulip i sommeren 2015, og han er nu i sidste del af elevperioden, der har budt på ophold i Marketing, Customer Service og nu Kvalitet og Lovgivning.

- Det har været meget lærerigt at være i Tulip. Jeg har lært meget rent fagligt og har fået tilegnet mig en masse gode erfaringer fra forskellige områder i virksomheden. Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til kundekontakt, og jeg har lært at omgås kolleger og kunder fra andre kulturer og at agere mere professionelt. Jeg føler, at jeg er blevet rustet godt til mine fremtidige karrieremål, som er at arbejde i udlandet, siger Mathias S. Kudsk.

Wake up call af den gode slags

Mathias har altid set sig selv som værende løsningsorienteret og god til de hurtige opgaver, men efter elevtiden i marketing-afdelingen, har han lært at være mere omstillingsparat og arbejde med langsigtede projekter.

- Det var et wake-up call, da jeg tog vejen forbi marketingafdelingen. Jeg havde altid set mig selv som værende meget organiseret og god til hurtige deadlines, hvor jeg i marketingafdelingen var meget inde over projektarbejde. Der skulle jeg strukturere hverdagen og få det hele til at gå op i sidste ende med langsigtede projekter, fortæller Mathias S. Kudsk.

Erfaringerne i Tulip har gjort Mathias klar til et udlandsophold, og han går benhårdt efter målet.

 

- Jeg vil til udlandet og tilegne mig mere erfaring inden for min uddannelse som kontorassistent. Jeg vil i fremtiden gerne arbejde mere med ledelse, have mere ansvar og udvikle mine egne faglige kompetencer. Selv synes jeg, at jeg er god til formidling – og det er noget, jeg gerne vil udvikle videre på. Mange af mine kammerater har været ude at rejse, men jeg vil gerne kombinere et længevarende udlandsophold med faglig udvikling og erhvervserfaring. Jeg er slet ikke færdig med at uddanne mig, og jeg ser min tid i Tulip som et springbræt til at komme videre med det, jeg gerne vil arbejde med, siger Mathias S. Kudsk, der ikke lægger skjul på, at han en dag gerne vil vende tilbage til Tulip.

Hvor Mathias S. Kudsk ender efter endt elevtid, ved han endnu ikke, men han er allerede i gang med at undersøge forskellige muligheder for job i udlandet.

Sådan bliver du elev hos Tulip

Tulips kontorelever er alle ansat på hovedkontoret i Randers. Uddannelsen starter den 1. september.
Rekruttering foregår først på året.

Se aktuelle jobopslag her