Udover ingrediensliste indeholder varedeklarationen også ofte næringsværdier for produktet. Næringsværdier indeholder for det meste oplysninger om indhold af protein, kulhydrat, fedt og energi pr. 100 gram af produktet.
Eksempel: Næringsindhold pr. 100g:
Energi 550 kJ / 130 kcal
Protein 12 g
Kulhydrat 7 g
Fedt 6 g
Alternativt kan man benytte en lang næringsdeklaration. Den er mere detaljeret og indeholder desuden oplysninger om indhold af sukkerarter, mættede fedtsyrer, kostfibre og natrium. Den lange næringsdeklaration skal anvendes, hvis varen er nøglehulsmærket.
Nøglehullet er et officielt ernæringsmærke, der har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at finde de sunde fødevarer på hylderne i supermarkedet. Sammenlignet med andre fødevarer af samme type lever produkter med Nøglehullet op til et eller flere af følgende krav: Mindre og sundere fedt, mindre sukker, mindre salt og/eller flere kostfibre og fuldkorn.
Når det gælder indhold af salt i produktet, skal man være opmærksom på, at det er natriummængden, der er angivet i næringsdeklarationen, og ikke mængden af salt. For selv at finde ud af, hvor meget salt natrium svarer til, skal man gange mængden af natrium med 2,5.
Der er nogle af Tulips produkter, bl.a. rullepølse og bacon, hvorpå der ikke er angivet næringsindhold på varedeklarationen. Fedtindholdet i råvarerne til disse produkter, har stor naturlig variation, både i forhold til det enkelte dyr og af årstiden. Den store variation gør det både svært at lave en næringsdeklaration og svært at overholde de grænser, der ved lovkrav er til, hvor meget resultaterne af analyser må svinge, hvis der er næringsdeklaration på produktet. Derfor vælger Tulip i disse tilfælde ikke at opgive fedtprocenter for at undgå at vildlede forbrugerne.
www.noeglehullet.dk
Link til Fødevarestyrelsens side om næringsdeklaration