Målet var at vinde ekstra bacon til juledagene, men Brian fra Vejle fik i stedet et rejsegavekort på 10.000 kroner
I hvilken amerikansk stat ligger den over 2000 meter høje Bacon Peak? I hvilken storby ligger Skolen ’Bacon’s College? Hvad var årsagen til filosoffen Francis Bacons død i 1626?
Det var tre af de 24 spørgsmål, som baconglade danskere fik i Tulips baconjulekalender i 2011. Og blandt dem, der havde godt styr på både geografi, filosoffer og opskrifter, var Brian Nielsen fra Vejle, der sammen med sin kæreste Vicki deltog i konkurrencen og vandt hovedpræmien, som var et rejsegavekort på 10.000 kroner.
- Min kæreste og jeg deltog i en lang række julekalendere i år. I Tulips konkurrence havde vi bare håbet at vinde en af de mindre præmier i form af fem kilo bacon. Så det var selvfølgelig fantastisk, at vi vandt hovedpræmien, som skal bruges på en tur til Dubai, sagde Brian Nielsen, da han havde fået den glade nyhed.
Han indrømmede samtidig, at en del af hans og kærestens viden om bacon kom fra undersøgelser på nettet.
- Jeg må da indrømme, at vi ikke vidste det hele, så der var en del af svarene, vi skulle slå op, sagde han med et smil.
Og den grundighed betød, at han sammen med 890 andre danskere besvarede mindst 21 af de 24 spørgsmål korrekt og deltog i konkurrencen om førstepræmien, mens de knap 9.000 øvrige deltagere stadig har en del at lære om bacon.
Derfor holder Tulip også sit baconpedia åbent på Facebook, så der er mulighed for at hente viden om bacon og masser af spændende opskrifter året rundt.
Og så skal det selvfølgelig med, at Bacon Peak ligger i Washington, Bacon´s College ligger i London og filosoffen Francis Bacon døde af lungebetændelse.